ISTDP intro undervisning

Tilmelding

Bindende tilmelding pr. mail til brian@psykologkokravn.dk med kontaktoplysninger: navn, adresse, tlf. nr., e-mail, evt. DP medlems nr. samt indbetaling af depositum på 500,00 kr. på konto 7600-1773316. Notér navn + ”intro til ISTDP” på indbetalingen.

Det fulde deltagergebyr faktureres til betaling 1 måned før undervisningsstart.

Beliggenhed Kolding

Virksomheden spænder over 2 adresser, Olaf Ryes gade 7Q, 6000 Kolding og Borgergade 8, 6000 Kolding.

Individuelle sessioner med Gry (terapi, coaching, supervision) foregår på Borgergade 8 og individuelle sessioner med Brian (terapi, coaching, supervision) samt parsessioner og ISTDP undervisning foregår på Olaf Ryes gade 7Q

Vi udbyder med jævne mellemrum introduktionsundervisning spændende fra gratis fyraftensarrangementer samt egentlige introduktionsforløb på op til fem dage.

Introduktionsundervisningen er målrettet dig, som overvejer at melde dig på en tre-årig core training men forinden har behov for at stifte nærmere bekendtskab med underviserne og metoden samt få et indblik i uddannelsens struktur og opbygning.

Praktisk introduktion af ISTDP

Undervisningen består af en både teoretisk og praktisk præsentation af ISTDP (Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy). Gennem introduktionsundervisningen vil deltagerne blive introduceret til grundlæggende begreber, som er centrale i ISTDP, herunder forsvarsidentifikation, klarifikation og udfordring af forsvarsmekanismer, samt arbejdet med pres for terapeutisk opgave, vilje og følelser. Der vil desuden blive fokuseret på basal angstidentifikation og -regulering, som er essentielle elementer i det terapeutiske arbejde.

Undervisningen er designet til at give et indtryk af, hvordan disse teknikker kan anvendes i praksis, og deltagerne vil blive præsenteret for både teoretiske oplæg og praktiske demonstrationer. Demonstrationerne vil blandt andet bestå af videooptagelser af undervisernes eget terapeutiske arbejde, som vil blive gennemgået og diskuteret for at give et konkret indblik i, hvordan teorierne anvendes i en klinisk kontekst.

Derudover vil der på længerevarende introduktionsforløb over flere dage være en række metodetræningsøvelser, der er specielt udviklet til at aktivere deltagerne og give dem mulighed for at træne de demonstrerede færdigheder i praksis. Disse øvelser er designet til at understøtte en dybere forståelse af ISTDP og sikre, at deltagerne får direkte erfaring med teknikker, de vil kunne anvende i deres eget terapeutiske arbejde.

Undervisningen strækker sig over kortere gratis fyraftensmøder på tre timer til egentlige introduktionsforløb over flere dage. Ved introduktionsforløb over flere dage vil prisen pr. dag være 1500 kr. pr. dag pr. deltager. Er du interesseret i at vide, hvornår næste fyraftensmøde eller introduktionsforløb finder sted, send en mail til brian@psykologkokravn.dk

Om underviserne

Brian Kok Ravn, autoriseret psykolog, Cand. Psych., Specialist i psykoterapi og klinisk psykologi, Specialpsykolog i psykiatri – 2 årig efteruddannelse fra Institut for gruppeanalyse I Århus. – 3 årig uddannelse i ISTDP v. Psykolog, Ph.D. Patricia Coughlin. – 3 årig uddannelse som træner og supervisor i ISTDP hos MSW Jon Frederickson, www.istdpinstitute.com

Kok Ravn har bred psykoterapeutisk erfaring fra egen private praksis gennem 16 år samt 10 års psykiatrisk erfaring fra sengepsykiatri og ambulant psykiatri indenfor diagnostisk udredning og psykoterapeutisk behandling af patienter med personlighedsforstyrrelser, skizofreni, affektive lidelser samt angstrelaterede lidelser. Han har superviseret og undervist læger under uddannelse til speciallæge i psykiatri, læger i klinisk basisuddannelse og på hoveduddannelsen i almen medicin. Han har desuden tidligere været tilknyttet Syddansk Universitet som ekstern lektor i klinisk psykologi.

Brian Kok Ravn har ved flere lejligheder præsenteret sit arbejde med ISTDP behandling til klienter i regi af privat praksis såvel som psykiatri. Bl.a. præsenterede Kok Ravn sit arbejde for et internationalt publikum i København d. 28. – 30. januar 2016 samt d. 26. august 2021 på opfordring og invitation af Dr. Allan Abbass.

Brian Kok Ravn vil sammen med klinikkens eksterne samarbejdspartner psykolog Christian Pasgaard varetage introduktionsundervisningen.

Christian Pasgaard er til daglig privatpraktiserende i Aarhus. Du kan læse mere om Christian og hans specialer på hans hjemmeside www.psykologpasgaard.dk